I denne weekend kører Sebastian Gravlund og hans medkører, Tim Creswick, anden afdeling af Michelin Le Mans Cup på Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig.
Det er nyt territorie for den københavnske racerkører, som kører for det polske Inter Europol Competition, men det er ikke noget at bekymre sig over, siger han:
– Det bliver mega fedt at prøve kræfter med Paul Ricard! Det gælder om at være effektive i træningen, så vi kan være 100 procent klar, når det gælder tidtagning og løb. Jeg plejer at være hurtigt oppe i fart på nye baner, så det satser jeg på også gælder denne gang, siger Sebastian Gravlund om weekendens udfordring.
Allerede i den dansk-britiske duos første løb så det lovende ud med både hastighed og samarbejde, og med en tiendeplads i bagagen har Sebastian Gravlund høje forventninger til weekenden:
– Vi fik en rigtig fin afslutning i Barcelona, så planen er egentlig at arbejde videre med dét som udgangspunkt. Jeg håber at vi kan bygge videre og slutte endnu længere fremme denne gang, fortæller han.
Løbet i Michelin Le Mans Cup vises live på https://live.lemanscup.com/en lørdag klokken 17.50.